Kan man eje et andet menneske?

Kan man eje et andet menneske? Et simpelt spørgsmål vil du sikkert sige, og spørger du direkte, vil alle undtagen nogle ganske få svare: Nej, det kan man ikke.

For de fleste af os, vil ordet lede tankerne hen på de mest formørkede dele af menneskehedens historien. Tilbage til dengang, hvor det var muligt at disponere over andre menneskers liv og levned.

Heldigvis – vil du sikkert sige, er vi kommet langt siden dengang, og i dag kan man selvfølgelig ikke eje et andet menneske. Men hvor går grænsen for ejerskab?

I Danmark har vi demokrati – eller mere præcist et repræsentativt majoritetsstyre. Fra en meget ung alder lærer vi, at man som majoriteten i et demokrati har både den moralske og den juridske ret over andre mennesker i det pågælende land.

Er man utilfreds med systemet, bliver man konfronteret med en række muligheder. Man kan flytte, man kan stille op som politiker eller man kan stemme anderledes ved næste folketingsvalg. Man må brokke sig, men forbryder man sig mod reglerne, fastsat af den lille gruppe mennesker, som er blevet valgt af majoriteten, risikerer man bøder eller fængsel.

Hvad der er rigtigt og forkert i denne type samfund, er ofte flydende størrelser, uden en egentlig moralsk rettesnor. Hvad der er lovligt i dag, kan være ulovligt i morgen og omvendt.

Anarkistisk capitalisme (fra nu af benævnt som anarkisme) er opgøret med denne tankegang. Anarki er funderet på tanken om at du ikke kan eje et andet menneske, og at du ikke kan udlicitere en ret, du ikke selv er i besiddelse af til en nationalstat.

Men hvad vil egentlig sige, at man ikke kan eje et andet menneske? Er det muligt? Og hvad er konsekvenserne af dette for samfundet? Det er netop disse tanker, som jeg med denne blog i den kommende tid vil forsøge at gå i dybden med.